Hække i Grundejerforeningen Vestergårds område

Der er flere lokalplaner og flere forskellige deklarationer og servitutter, der dækker vores område. Der er skrevet forskelligt omkring hvilke hækplanter, der skal benyttes. I nogle står der liguster og i andre står der bøg.

Da der er flere grundejere, der har problemer med at få deres hække til at gro optimalt, har bestyrelsen henvendt sig til Aarhus Kommune for afklaring af hvad, der er gældende og om servitutter kan ophæves.

Aarhus Kommunes svar er, at vedrørende de grunde hvor hækplanter er fastsat i lokalplaner skal disse følges. Hækplante typen for Porsevænget 6A, 6B og 6C er fastsat i lokalplan 666, hvor der står, at det skal være liguster.

For alle øvrige grunde i området hvor det er deklarationer og servitutter, der beskriver hækplante valget, vil Aarhus Kommune ikke påtale, såfremt der vælges anden type hæk end det der er skrevet i deklarationer og servitutter.

Der kan derfor frit vælges hvilken type hæk, der plantes i vores område. Dog ikke for grunde i lokalplan 666.

Det er vigtigt at få undersøgt om den jord, man har på sin grund, er optimal vækstjord for den type hækplante man vil vælge, ellers bør man udskifte jorden for at få de korrekte og optimale vækstbetingelser. Man kan altid forhøre sig hos planteskolen, om hvad der er de korrekte og bedste vækstbetingelser for hækplanterne.

Såfremt det er umuligt at få planter til at gro, kan man opsætte havehegn/stakit. Aarhus Kommune vil overveje at håndhæve hækservitutten, hvis hegnet/stakittet har en sådan størrelse, at det kræver en byggetilladelse. Der kræves ikke byggetilladelse til almindelige havehegn, med en højde op til 180 cm. Derfor må højden på hegnet/stakittet maksimum være 180 cm.

Der findes en fælles løsning mellem de grundejere, hvor hæk skal plantes i skel. Såfremt en fælles løsning ikke er muligt, skal der vælges den type hæk som servitutten for grundende foreskriver. 

Bestyrelsen 

Grundejerforeningen Vestergård