Markvandring og Legeplads besigtigelse

Bestyrelsen har d. 30.Maj været på “markvandring”, for at besigtige området, og vurdere udførte opgaver og fremtidige projekter.

Desuden har legepladsen fået sig en større overhaling med ny klatreplade og gulve, så alt er efter foreskrifterne. Bænkene ved legepladsen er desuden også blevet malet for ikke længe siden, så alt er klar til sommerens leg og hygge. God sommer!

Nyhedsbrev vedr. konstituering og Temaplan

Bestyrelsen har haft konstituerende møde og posterne er fordelt:

Formand: Aase Dahl Tranberg

Næstformand: Herluf Bjerg

Kasserer: Henrik Pedersen Nielsen

Sekretær: Krista Kajberg

Kontakt til entreprenør sommer og vintervedl.: Jan Danielsen

Temaplan Arealer til alle boligtyper. Tillæg nr. 86 til Kommuneplan 2017

Temaplanen har senest været til behandling i byrådet den 9. marts 2022, hvor den er endelig godkendt.

For arealet mellem Tranbjerg og Jegstrup er der sket en ændring af antallet af boliger. I oplægget, der var sendt til høring, var antallet ca. 300 boliger. Der er nu taget noget af arealet ud og antallet er 235 boliger i den vedtagne temaplan.

Der har været mulighed for at søge foretræde for Teknisk udvalg under deres behandling af temaplanen først på året.

Bestyrelsen har haft foretræde for at uddybe nogle af vore punkter i høringssvaret.

Med en fordobling af antal boliger i Jegstrup lægger vi vægt på, at der etableres cykel og gangsti langs hele Jegstrupvej og at der etableres hastighedsdæmpende foranstaltninger gennem Jegstrup i form af pudebump og 40 km/t.

Samtlige bilag vedrørende behandlingen af Temaplanen inkl. høringssvar og foretræde dokumenter er tilgængelig på Aarhus Kommunes hjemmeside i referatet fra byrådsmødet den 9. marts 2022.

Med ønsket om et godt forår

Bestyrelsen

Grundejerforeningen Vestergård

Nyhedsbrev Marts 2022

Det blev nævnt på generalforsamlingen, at flere bilister kører for stærkt på adgangsvejene i vores område og at færdselsreglerne i rundkørslen i Vestergårdsparken ikke respekteres.

Det henstilles kraftigt til at alle beboere i vores område informerer deres gæster, besøgende, fragtmænd mv. om at:

Der ikke må køres med alt for høj hastighed på vore adgangsveje, da de er smalle og for at passe på de legende børn samt andre fodgængere.

Samtlige trafik færdselsregler gælder også inde i vores område, især med henblik på rundkørslen i Vestergårdsparken.

Gravearbejde

Entreprenøren FNA har af Globalconnect fået til opgave at nedgrave fiber fra Birkegårds Alle og frem til telemasten bag det grønne areal ved Andelsboligforeningen Skovbrynet 1.

Der skal graves en rende ca. 50 cm dyb og 30 cm bred langs med skoven på det grønne område ved Skovbrynet 1. Forløbet kan ses på det vedhæftede kort markeret med en rød streg. Det forventes at gravearbejdet bliver udført i uge 11 og 12.

FNA sørger for at reetablere og så græs i området efter gravearbejdet er afsluttet.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Grundejerforeningen Vestergård

Dagsorden / Indkaldelse Generalforsamling 2022

Der indkaldes hermed til Grundejerforeningen Vestergårds ordinære generalforsamling 2022
Den finder sted mandag den 21. februar 2022 kl. 19,00 i kantinen på Tranbjergskolen, Grønløkke afdelingen

Følgende er tilgængeligt på Grundejerforeningens hjemmeside https://gfvestergaard.dk/wordpress/generalforsamlinger/

Dagsordenen for generalforsamlingen 2022

Revideret regnskab for 2021

Forslag til budget 2022

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Vestergård

Grundejerforeningen Vestergårds generalforsamling 2022

Grundejerforeningens ordinære generalforsamling 2022 afholdes mandag d. 21. februar. 
Bemærk foreningens vedtægter paragraf 5, stk. 4:

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde pr. e-mail senest den 15. januar, og formanden drager omsorg for, at rettidige indkomne forslag indarbejdes i dagsorden, jf. stk. 3.

Bestyrelsen forventer, at forslagsstiller selv møder frem på generalforsamlingen og præsenterer samt argumenterer for det indsendte forslag. 

Forslagets pris / budget bør også fremlægges, så der er et fuldstændigt beslutningsgrundlag, som generalforsamlingen kan beslutte ud fra.

Vi ønsker alle beboere i Grundejerforeningen Vestergård et godt nytår.

Med venlig hilsen
Grundejerforeningen Vestergård

Hække i Grundejerforeningen Vestergårds område

Der er flere lokalplaner og flere forskellige deklarationer og servitutter, der dækker vores område. Der er skrevet forskelligt omkring hvilke hækplanter, der skal benyttes. I nogle står der liguster og i andre står der bøg.

Da der er flere grundejere, der har problemer med at få deres hække til at gro optimalt, har bestyrelsen henvendt sig til Aarhus Kommune for afklaring af hvad, der er gældende og om servitutter kan ophæves.

Aarhus Kommunes svar er, at vedrørende de grunde hvor hækplanter er fastsat i lokalplaner skal disse følges. Hækplante typen for Porsevænget 6A, 6B og 6C er fastsat i lokalplan 666, hvor der står, at det skal være liguster.

For alle øvrige grunde i området hvor det er deklarationer og servitutter, der beskriver hækplante valget, vil Aarhus Kommune ikke påtale, såfremt der vælges anden type hæk end det der er skrevet i deklarationer og servitutter.

Der kan derfor frit vælges hvilken type hæk, der plantes i vores område. Dog ikke for grunde i lokalplan 666.

Det er vigtigt at få undersøgt om den jord, man har på sin grund, er optimal vækstjord for den type hækplante man vil vælge, ellers bør man udskifte jorden for at få de korrekte og optimale vækstbetingelser. Man kan altid forhøre sig hos planteskolen, om hvad der er de korrekte og bedste vækstbetingelser for hækplanterne.

Såfremt det er umuligt at få planter til at gro, kan man opsætte havehegn/stakit. Aarhus Kommune vil overveje at håndhæve hækservitutten, hvis hegnet/stakittet har en sådan størrelse, at det kræver en byggetilladelse. Der kræves ikke byggetilladelse til almindelige havehegn, med en højde op til 180 cm. Derfor må højden på hegnet/stakittet maksimum være 180 cm.

Der findes en fælles løsning mellem de grundejere, hvor hæk skal plantes i skel. Såfremt en fælles løsning ikke er muligt, skal der vælges den type hæk som servitutten for grundende foreskriver. 

Bestyrelsen 

Grundejerforeningen Vestergård

Høringssvar

Høringssvar til Temaplan: Arealer til alle boligtyper – Området Tranbjerg


Det er et meget positivt tiltag at foreslå en udvidelse af boligenklaven Jegstrup.

Vores område er et eftertragtet boligområde og den ”diversitet” der er i vores område med lave landsbyagtige huse afbrudt af grønne fællesarealer, ser vi meget gerne blive videreført i det nye område. Så alt fremtidig bebyggelse kun er et plans boliger med grønne fællesarealer og boligerne er en kombination af villaer og rækkehuse, der både er ejer-, andels- og lejeboliger.

Denne kombination af alle boligtyper vil give beboere i alle aldre og et plans bebyggelsen med grønne fællesarealer vil bevare landsbypræget, som det er beskrevet i lokalplan 483.

Som vejene er nu i Jegstrup, er de lette at adgangsbetjene for almindelig privat trafik. Hvis der bliver etableret bredere adgangsveje og stamveje, vil det blot opfordre til for høje hastigheder, som man har kunnet se på f.eks. Skovgårdsvænget i Tranbjerg, hvor man nu har sænket hastigheden til maksimum 40 km./t.

Dog mangler der noget i infrastrukturen mht. de bløde trafikanter. Såfremt der udvides med ca. 300 boliger bør der også etableres cykel og gangstier langs adgangsvejene og der kan etableres adgangsstier fra det nye område til det eksisterende stisystem i Jegstrup og Tranbjerg og i gennem Tranbjerg Skov.

Med en fordobling af boligområdet, vil det give en del øget trafik og da Jegstrupvej også benyttes af gennemkørende trafik, vil det være optimalt at få sænket hastigheden til maksimum 40 km./t.

Med beboere i alle aldre, vil der være en del, der ikke selv har bil. De beboere kan ikke transportere sig ind til Tranbjerg, Aarhus eller andre steder. En busforbindelse til Tranbjerg Centeret og Tranbjerg Station vil være til en stor hjælp for de beboere og gøre området mere attraktivt at bo i.

Der er to små søer i det udlagt område og der er to skovområder, der grænser op til området: Tranbjerg Skov og Pisselager Skov. Biodiversiteten kan bibeholdes og øges markant, hvis der udføres skovrejsning mellem de to nævnte skove. Der vil blive skabt en stor samlet grøn kile. Der vil stadig være plads til de tre eksisterende boliger nord for Pisselager Skov. Der kan etableres et stort ”skov lysnings område” hvor de ligger.

De to søer i området ligger i tæt tilknytning til skoven, en bevarelse af søerne med etablering af naturområde omkring dem, så de integreres i det samlede naturområde giver øget biodiversitet. Dette vil være til stor glæde for alle de dyr, der allerede findes i Tranbjerg Skov og vil måske på sigt tiltrække endnu flere. Med skovrejsning og naturbevarelse af søerne vil der blive etableret et sammenhængene naturområde til glæde for alle beboere i Jegstrup og Tranbjerg

Såfremt området bliver udpeget til boligbebyggelse ser vi i Grundejerforeningen Vestergård frem at deltage i dialoger med Aarhus Kommune omkring udarbejdelsen af en lokalplan for det nye område.

Kort: På vedlagte kortbilag er der indtegnet forslag til skovrejsning, adgangsveje og stier i det nye område.

Grønt skraveret område = Naturområde / biodiversitet / plantebælte en ”grøn kile”, der forbinder Tranbjerg Skov med Pisselager skov og bevarer de to søer i området.

Rød streg = Omtrentlig afgrænsning af området der foreslås udstykket
Blå streg = Tilslutningsveje til det nye område med tilslutning til eksisterende vejanlæg

Lilla streg = Gangstier og kombinerede cykelgangstier langs området og som tilslutning til eksisterende gangstier og kombinerede cykelgangstier.

Indsendt af Bestyrelsen for Grundejerforeningen Vestergård i Jegstup med 217 husstande

Hent høringssvaret som pdf dokument